Behandlingsmetoder
Psykolog Tina Krog, Aarhus
Valg af metode
Jeg tilpasser altid et forløb til hver enkelt, der starter et psykologisk terapiforløb hos mig. Der er ikke to personer som er ens. Det betyder, at der heller ikke er en enkelt tilgang som passer til alle. Ofte kombineres elementer fra de forskellige terapiformer for at sikre et forløb, der passer bedst til dig og dine behov.
Det enkelte forløb starter med en indledende samtale. Formålet med denne samtale er først og fremmest at lære hinanden lidt at kende. Her vil du give et billede af din situation, din historie og de forventninger du har til forløbet. Vi vil på baggrund af dette og min psykolog faglige viden i fællesskab planlægge et forløb.

Compassion Fokuseret Terapi (CFT)
Compassion Fokuseret Terapi er en metode, som har fokus på at udvikle selvmedfølelse og indre tryghed. Mange mennesker kæmper med selvkritik, skyld og skam, som kan forstærke bl.a. stress, angst og depression.
I CFT er fokus i det psykologiske arbejde at reducere lidelse, bl.a gennem øget evne til at forstå og berolige sig selv.
I CFT får du forståelse for hvordan vores hjerne og følelser fungerer ud fra et evolutionært perspektiv. Du trænes i at møde dig selv med venlighed og forståelse i stedet for hård selvkritik. Dette styrker følelsesmæssig robusthed og understøtter en mere hjælpsom måde at håndtere indre og ydre udfordringer på.
CFT kan være særligt hjælpsom ved:
- Lavt selvværd
- Selvkritik
- Skam og skyldfølelse
- Angst, depression og stress
- Sorg og traumer
- Kriser
- Problemer med vrede
Kognitiv terapi
Kognitiv terapi er en veldokumenteret og effektiv terapiform, der kombinerer kognitive teknikker med fokus på adfærd. Metoden hjælper dig med at identificere og ændre uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre, som kan fastholde dig i psykisk lidelse.
I terapien arbejder vi konkret og målrettet med, hvordan dine tanker påvirker dine følelser, kropslige reaktioner og handlinger. Du lærer at udfordre automatiske negative tanker og afprøve nye strategier i praksis. Det styrker din kontrol, fleksibilitet og trivsel i hverdagen.
KAT kan være særligt hjælpsom ved:
- Angst og fobier
- Depression og lavt selvværd
- Stress og udbrændthed
- Søvnproblemer og bekymringstendens
- Sociale vanskeligheder og præstationsangst
Kognitiv terapi er en praktisk og struktureret terapiform, hvor jeg som psykolog er meget aktiv og hvor du også selv aktivt deltager i processen. Ofte inddrages små øvelser eller refleksioner mellem sessionerne, som hjælper dig med at overføre nye indsigter til din hverdag.
Metakognitiv terapi (MCT)
Metakognitiv terapi fokuserer på, hvordan du forholder dig til dine tanker – frem for indholdet af tankerne. Når du bruger meget tid og energi på overdreven bekymring og grubleri, kan dette og tankemylder hindre dig i at træffe beslutninger eller måske helt afholde dig fra at gøre ting du ellers gerne ville.
I MCT lærer du at ændre din opmærksomhedsstil og slippe unødvendige tankeprocesser. Metoden går ud på at identificere de tanker, der trigger dine grublerier, så du bliver bedre til at begrænse dem. Du får redskaber til at reducere overtænkning og opnå større mental frihed.
MCT kan hjælpe dig med at:
- Mindske bekymringer og overtænkning
- Skabe ro og mental fleksibilitet
- Forebygge tilbagefald af angst og depression
